Læsefest på Holbæk Private Realskole

VI havde en total læsefest på Holbæk Private Realskole … eller faktisk to … med omkring 450 elever. Og jeg er virkelig beæret over at være med, for det var nemlig premieren på deres ‘Læsedag’, som forhåbetligt fortsætter hvert år fremover. Tak for en dejlig formiddag.

Gang i læselysten – Sign me up!

Jeg var til forældremøde i går på min søns skole. Han er netop begyndt i 4. klasse, og læsevejlederen startede mødet med nogle tal og statistikker omkring børn og læsning. Sammen med min egen erfaring fra mit virke som forfatter, danner der sig et kedeligt billede.

Jeg begyndte min karriere med fokus på læselyst for 17 år siden. Dengang i 2004 var der kommet en PISA-undersøgelse, der viste, at 10-årige danske drenge læste dårligt. Derfor udviklede Merlin og jeg Taynikma-serien. En serie, der for rigtige mange børn, blev deres ’første læsebog’. Så det var en god begyndelse.

Men der er kommet nye udfordringer. Børn på min søns alder ’gamer’ 3-4 timer om dagen. Jeg er ikke ude i en kamp mod spil. Jeg spiller selv både mobil- og konsolspil med stor fornøjelse. Men det er stadig min opfattelse, at 3-4 timers gaming om dagen påvirker børnenes opfattelse af resten af dagens aktiviteter negativt – og udfordr mig gerne på det synspunkt.

Det lader ikke til, at læselysten blandt børn i 2021 trives supergodt. Og det på trods af lærere, pædagoger og bibliotekarer, der gør en fantastisk indsats. Skolerne tvinges over på digitale platforme, på trods af at undersøgelser viser, at børn faktisk foretrækker (og får mere ud af) at læse fysiske bøger. Biblioteker skæres, PLC’er nedlægges og læselyst og litteraturformidling skrives ud af PLC’ernes formålsparagraffer? Det er fundamentet for al læring gennem læsning, der forkrøbles her.

Som en klog lærer sagde til mig, så er det jo for sent at fokusere på læselyst, når eleverne falder fra i 4. og 5. klasse. Den ekstra indsats bør ligge i indskolingen og børnehaven.

Så jeg tager gladelig arbejdshandskerne på, og det er med stor stolthed og glæde, at jeg sammen med passionerede lærere, pædagoger og bibliotekarer medvirker i læselystprojekter i Aarhus, Skanderborg, Silkeborg, Aabenraa, Hillerød, Fredensborg, Roskilde og på Lolland og på Bornholm.

Sign me up! Det er en vigtig mission, og jeg tager gerne 17 år mere.

Velkommen til “Alle kan tegne”.

Wow! Så er filmene og lærervejledningen klar til brug. Jeg er godt nok stolt af at være en af de 25 personer, som Undervisningsministeriet har bedt om til at være med i deres digitale gæstelærerforløb til grundskolen. Her er materialerne til billedkunstforløbet i indskolingen:

Se hele forløbet her.

Hent lærervejledningen her.

Se de fire videoer her.

“Små stemmer – store fortællinger”

Jeg har netop indgået en aftale med Aarhus Kommunes Biblioteker om at lave den visuelle identitet til deres superspændende historie-projekt “Små stemmer – store fortællinger”. Det er virkelig en sjov idé, de har fået, for jeg skal skabe figurer baseret på børns tegninger. I maj måned holdt jeg en tegneserieworkshop for børn, og det er deres ideer, jeg skal arbejde videre på. Jeg skal lave 5 figurer i alt, og her kan I se en af de første: en lille koglemand opfundet af Frida på 11.

Kick off på LITTERÆRE BRÆTSPIL

Jeg elsker bare nye spændende samarbejder. I dag havde vi et online kick off møde på et fantastisk læselystprojekt igangsat af Dragør Bibliotekerne og Fredensborg Bibliotekerne. Et projekt som er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen. Over det næste halve år, skal jeg sammen med konceptkonsulent Malin Lindeblad Kadijevic og forfatter Thomas Arnt lave workshops med ‘litterære brætspil’ hvor en række 5. klasser fra Dragør og Fredensborg, skal kreere deres egne brætspil baseret på fem forskellige bøger. I slutningen af 2021 holder vi ‘Store spilledag’, hvor eleverne kan fremvise og afprøve hinandens spil. Og om cirka et år kommer der så en drejebog med al den erfaring, vi har samlet i løbet af processen. Den bliver delt gratis ud, så andre skoler og biblioteker kan blive inspireret til at også at skabe læselyst gennem ‘litterære brætspil’.

GRATIS bøger hele sommeren!

Nu gør vi det simpelthen igen. Der er GRATIS bøger hele sommeren til de danske skoleelever. Sammen med seks af Danmarks sejeste forfattere lægger jeg 20 bøger op til gratis læsning i sommerferien … og der er noget for enhver smag. Del endelig nyheden, så der ikke er nogen, der mangler læsestof. Rigtig god sommer og rigtig god læselyst.

Din digitale gæstelærer

WOW! Filmstjerne for en dag! Sådan da 😉 Det var i dag, vi lavede videoen til Undervisningsministeriets digitale gæstelærerforløb. Det var vildt sjovt og crew’et fra Operate, som stod for optagelserne, var supersøde og afslappede, så min nervøsitet dalede en smule. I skrivet fra Rambøll (som kører projektet) nævner de en mulig ‘supplerende rolle’ efter sommerferien, så jeg håber virkelig, jeg får mulighed for at komme ud og være gæstelærer ‘in real life’ også.