Ofte stillede spørgsmål

Hvor mange bøger har du skrevet?
Du kan se alle mine bøger her.

Hvornår begyndte du at skrive?
Jeg begyndte at skrive i 2003 og udgav min første to bøger i 2004. Det var:
Manga – 20 tips & tricks‘ og
CyberZombien fra Subkælderen‘ (som jeg lavede med Ingo Milton)

Hvor får du din inspiration fra?
Min inspiration kommer alle steder fra. For mig er det et spørgsmål om at sætte min hjerne i ‘idé’-spor. Det betyder, at i 2-3 uger suger jeg alle former for indtryk til mig og vender og drejer dem i hovedet, indtil jeg har løse ideer og brikker nok til at forme en historie-idé.

F.eks var jeg inde og se forestillingen ‘Nøddeknækkeren’ og kom ud med en idé til at lave ‘Nomernes hemmelige beskytter’. De er nærmest umuligt at se, hvad de to ting har med hinanden at gøre, men inspirationen til bogen kom fra balletten.

Hvor lang tid bruger du på at lave en bog?
Jeg laver 3-4 bøger om året, så det er 3-4 måneder per bog.

Hvor længe har du tænkt dig at blive ved med at skrive?
Så længe jeg synes, det er sjovt … og det bliver nok længe endnu, for jeg ELSKER mit job. Så jeg bliver ved, så længe der er nogen, der kan lide at læse mine bøger.

Kan du fortælle lidt om serien Nomerne?
Nomerne kommer egentligt fra Taynikma-serien. De skulle bare være med for sjov og kun i én bog, men de blev så populære, at vi fik mange tegninger og breve med dem. Derfor blev de skrevet ind i Taynikma-serien igen i bog 7 ‘Henzels fælde’. Da Taynikma-serien var færdig, havde jeg stadig lyst til at tegne nomer, derfor lavede jeg en serie bare om dem. Den første ‘Nomerne’ bog udkom i 2012.

Hvor fik du inspiration til at skrive serien Taynikma?
Inspirationen kom fra et besøg i en bogbutik i 2004. Den japanske tegnestil ‘manga’ var kommet til Danmark i 2001. Alle børn og unge elskede manga, men selv tre år efter, i 2004 havde ingen af de danske forlag taget den bølge til sig. Desuden syntes jeg, at de fleste bøger var illustreret meget kedelig, så jeg snakkede med Merlin om at vi skulle lave en serie, der var manga-inspireret og med de de vildeste actionfulde illustrationer man nogensinde havde set.

Desuden var vi trætte af, at de fleste børnebøger på det tidspunkt blev lavet for at gøre de voksne glade, altså forældre, lærere og bibliotekarer, det var, som om ingen intereseerede sig for hvad børn og unge egentligt gerne ville læse. Det besluttede vi at lave om på. Vi ville lave en serie, som læserne valgte at læse af egen fri vilje og ikke fordi de voksne sagde, de skulle.

Vi ville dybest set bare lave den bogserie, som vi selv gerne ville have læst som børn.